Erfaren modeekspert skal hjælpe smykkefirma med udlandseventyr
25 års erfaring inden for mode- og livsstilsbranchen skal - med ansættelsen af Tina Lundtoft som COO og CSO - løfte smykkefirmaet IX Studios fra den hidtidige danske platform og ud i verden.
Det er ambitionen, lyder det i en pressemeddelelse fra virksomheden.
Hvad er IX Studios?
- IX Studios producerer og sælger håndlavede smykker i 100 procent genanvendt 925 sterlingsølv og 22 karat guldbelagt 925 sterlingsølv med 5 micron.
- Virksomheden er stiftet i efteråret 2017 af iværksætter og direktør, Louise Mygind Andersen, og beskæftiger i dag 11 medarbejdere.
- I 2020 fik Louise Mygind Andersen en investering i Løvens Hule af Christian Arnstedt og Blazer Capital.
Kilde: IX Studios
Fokusset for udvidelsen af firmaets interesser retter sig primært mod Skandinavien, Storbritannien og Tyskland - og allerede til næste år forventer stifter og direktør, Louise Mygind Andersen, at væksten forøges med 50 procent.
- Vi har lavet en ambitiøs vækstplan, som hovedsagelig fokuserer på nye markeder internationalt. De sidste års positive udvikling for os har gjort det muligt at ansætte “tungere” kapaciteter i virksomheden, som også har stor erfaring med partnerskaber i detailleddet uden for Danmark. Med det ligger også i planerne, at vi skal etablere flere egne flagship-stores, siger hun.
Og netop sådan en flagship-store har IX Studios netop også lanceret i København i Niels Hemmingsens Gade.
Det er i sidste ende en del af en stor, forkromet plan, forklarer den nyansatte Tina Lundtoft.
- Min opgave sammen med Louise og resten af teamet bliver at styrke og løfte brandet både nationalt og internationalt. I dag er vi hovedsagelig repræsenteret i smykkebutikker, hvor vi har stor succes, men vi ser et stort potentiale i at udvide distributionen til Fashion og Lifestyle- butikker – både herhjemme og i udlandet. Så lige nu er kunsten at finde de helt rigtige partnere, forklarer hun.
IX Studios har i dag over 70 partnere i Danmark.